Traditionen tro vender vi tilbage med en nytårsspecial i selskab med vores gode ven Brian Holm. Vi bliver enige om, at det nu er niende gang, Brian er med i programmet, og at vi næste år fejrer det med en rød velourjakke og et besøg af Flemming Østergaard. I programmet taler vi om Brians nye cowboystøvler, at få strømper i julegave, at spise havregryn med sukker inden en stor aften, bageren på Frederiksberg Allé, nytårsmusik, den store ære det er at være med i Presselogen, vi laver en liste over ti ting, som Brian kan lide og ikke kan lide – og meget, meget mere.
Simon Bonde er instruktør og manuskriptforfatter, og Peder Thomas Pedersen er skuespiller og musiker. Sammen er de Gramsespektum. Vi har tidligere haft besøg af dem, men nu vender de tilbage for at tale om livet på turné, vores foretrukne klip på youtube.com, Mikael Bertelsens kærlighed til khaki, det at have redningsvest på i lufthavnen, Simon Bondes drum-and-bass-spilleliste, band-merch, vibes og meget mere.
Michael Noer er filminstruktør, manuskriptforfatter og har instrueret store spillefilm i Danmark og i Hollywood. Han har tidligere været gæst i programmet og nu er han endelig tilbage for at tale med os om, hvorfor der aldrig er blevet lavet en god fodboldfilm, Lars Ranthe, Michaels “ethnical ambiguity”, om at lave dokumentarfilm i en pornobiograf, hvordan man får billetter til en Radiohead-koncert og meget mere. Tobias Kippenberger leverer også en scenerapport fra Oasis-koncerten på Wembley.
Barbara Gjerluff Nyholm er journalist og forfatter. Vi taler om gæster, der kommer for sent til interview, hendes idé til et nyt tv-program om rige mennesker, at cykle gennem Distortion, tegnsætning i sms'er, hvordan man skriver en roman, planlægningen af hendes kommende bryllup, spillefilmen Gladiator og meget, meget mere.
Emma Rosenzweig er uddannet fra kunstakademiet Städelschule i Frankfurt. Hun har også arbejdet som model. I august 2024 debuterede hun som forfatter. Nu gæster hun programmet for første (men forhåbentlig ikke sidste) gang. Vi taler om at have billeder af sig selv hængende i sit hjem, dyre strømper, at få afbleget hår, gætter på hvilke sange, Emma bedst kan lide at synge, når hun er på karaokebar, at gå i biografen alene, og meget mere.
Peter Sommer er musiker, sanger og sangskriver. Sidst han gæstede programmet, var det i selskab med Brian Holm. Men det er lang tid siden. I dette program taler han om at svømme langt i den lokale svømmehal, om at spille liveshows med solbriller på, om Leonard Cohen, om at lave chef’s kiss, når man taler med andre, om Peters dobbeltgænger Pilou Asbæk – og så får vi en opskrift på rigatoni med grønkål og mandler.